Saxofonens historie

Saxofonens tidlige historie

Saxofonen opfindes og udvikles omkring 1840 af den belgiske instrumentmager og musiker Antoine-Joseph Sax, kaldet Adolphe Sax. Den unge Adolphe Sax kommer tidligt i lære som instrumentmager hos sin far. Som voksen spiller A. Sax fløjte på konservatoriet i Brussels, senere lærer han at spille klarinet.

I sit virke som instrumentmager arbejder Sax med klangligt og mekanisk at forbedre de allerede kendte instrumenter: klarinet, fløjte, fagot samt diverse messinginstrumenter. Som 20årig forbedre han basklarinetten så meget, at den hurtigt bliver mere udbredt i flere forskellige orkestertyper.

Adolphe Sax  født 6. november 1814. Død den 4. feb. 1894

 

Sax i Paris

I 1841 flytter Sax til Paris for at arbejde som instrumentmager. Der kommer han i kontakt med komponisten Hector Berlioz, som er en af de første komponister der skriver musik for saxofon. I 1842 beskriver Hector Berlioz baritonsaxofonen i en længere artikel hvor han omtaler den som: en helt ny instrumenttype, ”en messingblæser med rørblad, et instrument med en helt ny lyd.”

I begyndelsen af 1840´erne er det mest de dybe instrumenter som bassax og baritonsax der bliver anvendt.

Alt-, tenor- og sopransaxerne bliver bygget senere.

Den 3. feb. 1844 uropfører komponisten Berlioz egne værker og transskriptioner hvor saxofonen, spillet af A. Sax, indgår.

Den 28. juni 1946 får A. Sax patent på saxofonen.

Skitse fra A. Sax´ patentansøgning (1846)

 

Saxofonfamilien

Adolphe Sax lavede saxofoner i flere størrelser og stemninger alt efter hvilke orkestertyper de skulle indgå i;

brass-bands eller i de klassiske orkestre.

Hele saxofonfamilien bestod oprindeligt af: kontrabas, bas, bariton, tenor, alt, sopran, sopranino.

Adolphe Sax vinder medaljer for sine instrumenter ved flere industriudstillinger.